Neuropsykologisk undersøgelse

En neuropsykologisk undersøgelse har til formål at kortlægge en persons kognitive, emotionelle og adfærdsmæssige funktioner i relation til hjernens funktion og eventuelle forandringer. Ifølge faglige retningslinjer og Dansk Neuropsykologisk Selskab udføres undersøgelsen af en autoriseret psykolog med specialistkompetence inden for neuropsykologi. Undersøgelsen anvendes ofte ved mistanke om eller tilstedeværelse af erhvervet hjerneskade, neurodegenerative lidelser, udviklingsforstyrrelser eller andre tilstande, der påvirker centralnervesystemet.

Der tilbydes neuropsykologiske undersøgelser til personer over 16 år.

Indledende vurdering:

Et udredningsforløb starter altid med en indledende vurdering, hvor der skabes overblik over de aktuelle udfordringer, personlig baggrund samt eventuelle tidligere undersøgelser og behandlinger. Under samtalen undersøges, om der er tegn på psykisk lidelse (fx depression og angst) eller andre forhold, der skal tages højde for inden eventuel neuropsykologisk undersøgelse påbegyndes.

På baggrund af samtalen lægges der en individuel udredningsplan for det videre forløb. Hvis udredning ikke vurderes at være den rette vej at gå, vejledes der om andre relevante muligheder.

Undersøgelsen består typisk af følgende faser:

  1. Gennemgang af journaloplysninger og sagsakter vedrørende sygehistorie, uddannelsesbaggrund og erhvervsforhold.
  2. Klinisk interview med klienten og eventuelt pårørende om nuværende funktionsniveau, oplevede vanskeligheder, personlighedsændringer og mestringsstrategier.
  3. Standardiseret psykometrisk testning, hvor specifikke funktioner belyses ved hjælp af validerede neuropsykologiske test.
  4. Kvalitativ adfærdsobservation undervejs for at vurdere faktorer som udtrætning, motivation, problemløsningsstrategier og sygdomsindsigt.
  5. Sammenfatning og tilbagemelding, hvor resultaterne formidles mundtligt og i en skriftlig neuropsykologisk erklæring.

Kognitive funktioner
Gennem de standardiserede test undersøges for eksempel følgende områder:

  • Opmærksomhed og koncentrationsevne, herunder fokuseret, delt og vedvarende opmærksomhed samt mental forarbejdningshastighed.
  • Hukommelse og indlæringsevne, herunder korttidshukommelse, arbejdshukommelse samt indprentning og genkaldelse af verbalt og visuelt materiale.
  • Eksekutive funktioner, herunder planlægning, overblik, impulskontrol, fleksibilitet og abstrakt tænkning.
  • Sproglige funktioner, herunder sprogforståelse, ordmobilisering og benævnelse.
  • Visuospatiale og visuokonstruktive færdigheder, herunder rum- og retningsopfattelse samt visuel problemløsning.

Anvendelse af undersøgelsens resultat
Resultatet af den neuropsykologiske undersøgelse samles i en detaljeret rapport, som beskriver personens kognitive ressourcer og vanskeligheder. Udredningen kan for eksempel bruges til at:

  • Bidrage til differentialdiagnostiske overvejelser i et tværfagligt samarbejde.
  • Give anbefalinger til neurorehabilitering, genoptræning og kompensatoriske strategier.
  • Vurdere funktionsevne i relation til arbejdsliv, uddannelse eller behov for støtteforanstaltninger i hverdagen.
  • Rådgive klienten og de pårørende om håndtering af kognitive og adfærdsmæssige forandringer.

Priseksempel:
Indledende vurdering ved specialpsykolog eller speciallæge: 5.000 kr.
Efter den indledende vurdering gives et konkret tilbud på, hvad den videre udredning vil koste.
Neuropsykologisk undersøgelse vil typisk beløbe sig til 10.000-20.000 (ekskl. Indledende vurdering)

Scroll to Top